Profil / Målsætning

Målsætning i Viborg Svømmeklub

Viborg Svømmeklubs overordnede målsætning er at være den mest attraktive svømmeforening i området. Klubben lægger hovedvægten på traditionel svømmeundervisning af høj kvalitet og på konkurrencesvømning med højt ambitionsniveau, men dækker også andre former for vandaktivitet. Målet er endvidere at være en veldrevet og aktiv forening med stor medlemsopbakning og derigennem fremstå som en god samarbejdspartner for det lokale erhvervsliv og et aktiv for kommunen.

Undervisningsafdelingens målsætning er at tilbyde den bedste svømmeundervisning bedømt udfra kvalitet og pris. Vores klub skal tilbyde alsidige hold med en god organisering, kompetente instruktører og metoder der fungerer. Den enkelte svømmer skal hele tiden kunne se og føle fremskridt. For motionisterne skal der tilbydes instruktion efter behov og gode fysiske rammer, som også kan fremme socialt samvær før og efter svømningen.

Konkurrenceafdelingens målsætning er at tilbyde svømmere med talent mulighed for at udvikle talentet og opfylde sportslige ambitioner. Gennem trinvis optrapning af træningen skal svømmerne kunne udvikle sig op på eliteplanet, således at de bedste svømmere i klubben kan deltage i mesterskabsstævner med gode resultater. Holdmæssigt er målsætningen oprykning til 2. division. Konkurrencesvømmerne skal have mulighed for at trappe ned på et lavere niveau, når tiden er inde, og især skal de ældre svømmere anspores til at tage del i klubbens drift som undervisere, trænere eller ledere. Trænere og ledere skal arbejde for et stærkt sammenhold og kammeratskab på tværs af alder og køn, hvor svømmerne inspireres og stimuleres af hinandens præstationer. De ældre svømmere skal opmuntres til at tage sig godt af de yngre svømmere og være forbilleder for dem med hensyn til sportslig indstilling.
Viborg Svømmeklub | Asmildvej 3A, 8800 Viborg  | Tlf.: 20960420 | viborgsvommeklub@gmail.com